MORTEN ANDERSEN
Morten Andersen tilbragte størstedelen af sit liv på psykiatriske hospitaler. Han blev indlagt første gang som 27 årig i 1883, og var på forskellige hospitaler indtil sin død i 1916. Man kunne ikke helbrede ham, og han var en af de mange kronisk syge i asyltiden.
Morten blev født syd for Kolding i 1846. Som barn mistede han begge forældre og blev derefter opdraget af sine 9 ældre søskende. Han klarede sig dog udmærket alligevel og tog en lærereksamen på seminariet i Jellinge. Han kunne ikke få en fast stilling bagefter, og troede egentlig heller ikke han kunne løfte ansvaret for en lærerstilling, så han tog i militæret som sergent i stedet.
I 1875 giftede han sig med sin forlovede Anna. Da hun døde kort efter brylluppet blev Morten ramt af tungsind. Han følte sig meget syndig, bebrejdede sig selv og begyndte at drikke tæt. I 1883 blev han indlagt på Sindssygehospitalet ved Århus og efter seks år blev han overflyttet til Sindssygehospitalet ved Middelfart, der var hans hjem i mere end tyve år, inden han blev flyttet til anstalten i Nykøbing Sjælland.
Morten er usædvanlig, fordi der er bevaret store dele af hans brevkorrespondance (læs udvalg her). Morten skrev mange breve til sine søskende, hvor han fortalte om sine tanker og sin sindstilstand.
Tungsindet tvang Mortens sindsstemning op og ned, og han beretter udførligt om svingningerne i sine tætskrevne breve til søsteren Anna og hendes mand Niels. Som Morten skriver, så ”er der vist ikke mange mennesker, der har været så dybt inde i Vantroens og Vildfarelsens nat som jeg”.
Man kunne ikke dog uhindret sende breve ind og ud af anstalten. Mortens sindsstemning er blevet overvåget af personalet, og i brevene har de kunnet læse Mortens egen udlægning af sin situation. Hvis den ikke stemte overens med personalets, gik Overlægen ind og kommenterede i Mortens brev til sin søster. Der er et eksempel, hvor Morten klagede sig over sit arbejde på anstaltens kontor. Han følte embedsmændene så ned på en ussel mand som ham, og ikke ønskede ham ved skrivebordet. Overlæge Frederik Lange kommenterede i brevet, at dette på ingen måde er sandfærdigt, og at Mortens opfattelse skyldes at han har et ”sygeligt pirreligt sind”.
Morten opfattede sin sindssygdom fysisk – han betegner sin krop som en ”sygelig organisme”. Morten hørte stemmer, og satte stor pris på, at få beroligende medicin. På et tidspunkt blev han dog nægtet en forhøjet dosis, ”men det er jo strengt, naar man skal føle en saadan Angst og Rædsel for Døden og synes, at man absolut maa blive evig fordømt; ja stundom tro at være besat af Djævelen og længe at have været fordømt og lige strax efter Døden at blive overgivet til Djævelen i Gehanna, Helvedes værste Afgrund.” Morten er meget høflig i sine breve, og glad for at familien skriver til ham. Men i de mørkeste stunder, tror han ikke på, at familien elsker ham.
Morten var meget religiøs og havde en spændende brevudveksling med en præst – Pastor Koch – som Morten selv kontaktede og bekendte sine synder til. Koch skulle forsikre Morten om, at der var mulighed for tilgivelse selvom man var så syndig som Morten selv syntes han var. Man kan mærke på brevet at Morten er bange for Kochs svar, og har tænkt meget over, om han nu kan undgå at komme i helvede. Koch forsikrede ham dog om, at Gud ikke vendte øjnene væk fra sine børn. Heller ikke de sindssyge.
Tungsindet havde bidt sig fast, og Morten blev ikke rask nok til at blive udskrevet. Han døde i 1916 på Sindssygeanstalten Nykøbing Sjælland. Reservelægen og oversygeplejersken deltog som de eneste i begravelsen.