ARKITEKTUREN OG SYNET PÅ STRAFFENS FORMÅL
I dagens Danmark bliver man berøvet sin frihed eller modtager en bøde, hvis man har begået noget kriminelt. Den hårdeste straf i Danmark er livstid, der teoretisk set varer resten af livet – men oftest afsoner den dømte 17 år. Man spærrer kriminelle inde for at forbedre dem og undgå at de gentager deres forbrydelse, og man tilsigter, at der er sammenhæng mellem hvilken forbrydelse man har begået, og den straf man får.
For 2-300 år siden var den hårdeste straf langt mere bestialsk. Halshugning med sværd eller økse, radbrækning, håndsafhugning, strafarbejde og tortur var faste ingredienser i bødlens blodige arbejde. Straffene var samfundets hævn og blev ofte udført offentligt på byernes pladser for afskrækkelsens skyld. Man straffede forbryderne fordi de havde forbrudt sig mod Gud – samfundet var nødt til at vise, at man ville gøre noget ved det. Derudover var afskrækkelsen vigtig fordi der ikke var noget politi.
Skiftet fra korporlige fysiske straffe grundet i en religiøs forestillingsverden til frihedsstraffe begrundet i et videnskabeligt verdenssyn er et fundamentalt skift i verdenssyn. I denne fortælling kan man bruge Faaborg Arrest som indgangsvinkel.
Fra halshugning til genopdragelse
Det moderne fængselsvæsen og frihedsstraffen fødtes mellem 1600 og 1850. I starten var det sameksisterende med de korporlige straffe, men afløste i slutningen af 1700-tallet, starten af 1800-tallet, dette system fuldstændigt.
Det første skridt var at etablere et landsdækkende system af tugthuse, der skulle indfange og opbevare tiggere og omvandrende fattige. Her kunne de indsatte blive sat til arbejde, så de kunne blive forbedret gennem tvang og kontrol. Det er værd at bemærke, at tugthusene også var et vigtigt skridt i vejen mod de tidlige fattiggårde. Tugthusene var dog langt fra tilstrækkelige, og købstædernes fængselshuller og overbefolkede celler blev for meget for den oplyste offentlighed i løbet af oplysningstiden.
De offentlige og blodige straffe bliver i stigende grad set som ulækre og uciviliserede – og vigtigst af alt – irrationelle. For oplysningstiden satsede på fornuften og ville gennemrationalisere alle aspekter af samfundslivet. Det handlede derfor ikke om at straffe mindre, men om at straffe mere effektivt.
Man ville derfor forbedre de kriminelle med overvågning og straf. Helt nye fængselstyper så dagens lys, der kunne leve op til de nye idealer. Jeremy Benthams panoptikonfængsel muliggjorde fx konstant overvågning af de isolerede indsatte. I midten af fængslet var der placeret et vagttårn, hvor én enkelt mand kunne overvåge samtlige indsatte på én gang.
Det handlede dog ikke kun om overvågning, men også om isolation. Forbryderens moralsk anløbne identitet skulle nedbrydes gennem isolationsfængsling og religiøs refleksion over egne handlinger. Så kunne man genopbygge ham til en god samfundsborger bagefter.
Masketvang og isolation – Danmark tager de nye tanker til sig
Disse tanker tog man også til sig i Danmark. Da man i 1859 byggede Forbedringshuset i Vridsløselille – senere statsfængsel – var det efter isolationsprincippet. Dette indebar en total isolation af fangerne døgnet rundt med det formål, at de skulle have tid og mulighed for at angre deres synder og forlige sig med Gud. Som navnet fortæller, handlede denne proces om forbedring.
Både arbejds- og fritid blev derfor tilbragt i cellen alene i fængselscellen. Hvis fangen skulle færdes uden for cellen, skulle han bære en maske, der beskyttede ham mod at blive genkendt af de andre fanger. Denne masketvang blev opretholdt frem til 1924, hvorefter det blev frivilligt, om man ville bære maske eller ej. Enhver samtale og kontakt fangerne imellem var forbudt. Således blev fangerne i skolen og i kirken placeret i små båse, hvorfra de kunne se lærerne eller præsten – men ikke hinanden.
I ”Almindelig Instruks for Fængselsbetjente”, udfærdiget i 1922-23 af Direktoratet for Fængselsvæsenet fremgår det tydeligt, hvad fængselsbetjentens rolle var. Han var det gode eksempel, der kunne vejlede den straffede tilbage på rette vej. Hans opførsel skulle have en opdragende effekt og han skulle være ordentlig, ædruelig og høflig samt være alvorlig og ikke pjanke rundt. Samtidig vidner aftenrutinen også om, at betjenten også skulle holde for øje at opholdet var en straf. Derfor skulle behandlingen være fast, rolig og upartisk.
Arresten moderniseres
Faaborg Arrest er ikke et fængsel, men en arrest, beregnet for en blanding af endnu ikke dømte borgere, og dømte kriminelle. Derfor bliver hverken panoptikon- eller isolationstankegangen foldet helt ud. Alligevel rummer arrestens arkitektur kerner af denne tankegang.
Man bygger ny arrest i 1840, og igen i 1929, for at leve op til ændrede statslige krav til størrelse og ordentlighed i arresten. Det er rationaliteten og humanismen der slår igennem, samtidig med enkeltmandscellerne også beretter om et stigende fokus på isolation og forbedring gennem refleksion. Arbejdet foregik således i cellerne. Og hvis behovet for refleksion opstod, kan fangen læse i de eneste bøger der må være permanent i cellen: Det Nye og Gamle Testamente, samt en bønnebog.
Samtidig er kontrollen også udtalt. Arrestforvareren kan se ud i arresten fra sit soveværelse, der var grundige visitationer og fangerne fik, som en foranstaltning mod flugt, fjernet deres tøj og sko om natten.