HVERDAG PÅ HOSPITALET 
Faste rammer og kontrollerede vilkår er og var en del af behandlingen for psykisk syge. Hverdagen på hospitalet vekslede således mellem faste tider for spisning, arbejde og fritid.
Der blev serveret 5 måltider om dagen. Morgenmad kl. 6:30, formiddagsmad kl. 8:30, middagsmad kl. 11:30, eftermiddagskaffe kl. 15:30 og aftensmad kl. 18:30. Imellem måltiderne brugte patienterne tid på arbejdet, blev behandlet, opholdt sig i opholdsstuerne eller lå syge hen på sengestuerne.
Beskæftigelse
Beskæftigelse af patienterne var en del af behandlingen fra starten. Man anså den fysiske aktivitet som vigtig, fordi den holdt tankerne klare og sørgede for at vedligeholde de indlagtes arbejdsevne. Men arbejdet havde samtidig også et andet formål: det økonomiske. Indtil 1940’erne var patienternes arbejde en integreret del af hospitalets økonomi. Grøntsagerne fra køkkenhaverne blev brugt i køkkenet, parken blev vedligeholdt, og mandssiden indeholdt værksteder, hvor man kunne udøve sit håndværk, eller blive oplært i et. På kvindesiden dominerede håndarbejdet og man kunne brodere, spinde, sy og strikke.
Beskæftigelse vedblev at være vigtigt i behandlingen, men man ændrede fokus. Beskæftigelse blev i stigende grad set som en terapi, hvor patienternes udbytte af aktiviteterne kom i fokus – arbejdet fik derfor en mere hobbypræget karakter. Industriterapien fra 1970’erne skulle sørge for at patienterne ikke tabte arbejdskompetencer mens de var syge.
Opholdsstuer og sengestuer
De dårligste patienter arbejdede ikke, og brugte det meste tid på opholdsstuerne, som var meget anonyme og enkelt indrettede. Opholdsstuernes bænke var hæftet på væggene, så de ikke kunne kastes med og der var kun få puder på træbænkene.
En ansat fra 1910, fortæller om opholdsstuerne: ”den første var for de bedre patienter, den næste for de dårligere, og de to stuer var forbundet med en dør imellem. Den sidste for de dårligste var der kun adgang til fra korridoren. I daglig tale gik den under navnet Lortestuen, og det var ikke helt ved siden af. Der var ikke alene uvenlige også urolige patienter. Mange af dem sad fastspændt til de bænke de sad på.”
Fra 1950’erne fokuserede man på at gøre opholdsstuerne mere hyggelige og skabe bedre rammer for fritiden. Nye møbler som erstatning for dem tegnet til anstalten tilbage i 1888 blev indkøbt – nu med polstring – og der kom billeder på væggene, gardiner for vinduerne og fjernsyn.
Opholdsstuerne var meget centrale for patienterne, fordi sengestuerne var aflåst udenfor sengetid frem til 1970’erne. Sengestuerne var indtil 30’erne meget forskellige alt efter om man var indlagt på 1., 2. eller 3. klasse eller om man var i kurhusene eller plejestiftelserne. På plejestiftelsernes tredje klasse var rummene ofte overfyldte, og de få eneværelser var reserveret til de mest urolige patienter. Denne opdeling ophørte i 30’erne.
I 1952 var der stadig hele afdelinger, der så ud præcis som ved åbningen i 1888. Den nytiltrådte overlæge Ravn var chokeret over rummenes udseende: ”Der var trægulve og skodder for vinduerne. Mange patienter var urenlige, så man behøver ikke megen fantasi til at tænke sig, hvordan lugten var, når der siden 1888 var sivet urin ned på gulvet under sengene”. Ravn fik fjernet skodderne og lagt linoleum på gulvene, men det var først 20 år senere, at man åbnede sengestuerne op for mere privat indretning med plakater og billeder. Mange patienter havde indtil da levet i anonyme rum, størstedelen af deres ophold på hospitalet. Et ophold, som kunne være livsvarigt.