DET HVIDE SNIT 
I 1935 så en ny psykiatrisk behandling dagens lys i Portugal. Den aldrende læge Egas Moniz havde udtænkt en ny metode til at kurere psykiatriske lidelser. Ved at ødelægge nogle nerveforbindelser dybt inde i den forreste del af hjernen, håbede Moniz at kunne helbrede angste og urolige patienter for deres sygdom, da han mente at den forreste del af hjernen indeholdt de centre, der regulerede folks adfærd.
Den første patient, var en deprimeret og nervøs 63-årig portugisisk kvinde, der gennem flere år havde været indlagt på et lokalt sindssygehospital. Hun tryglede om ikke at blive gjort fortræd, men allerede dagen efter hendes indlæggelse, 12. november 1935, blev hendes hår barberet af, huden steriliseret, og to huller skåret i hendes kranie. Gennem hullerne i kraniet blev der indført en kanyle med alkohol, der med små indsprøjtninger ødelagde udvalgte områder.
Dagen efter indgrebet udspurgte Moniz kvinden, og selvom hun kun svarede langsomt eller slet ikke på lægens spørgsmål, konkluderede Moniz at indgrebet havde været en succes. Efterfølgende gennemførte Moniz flere operationer, og forfinede metoden. I stedet for alkoholen brugtes nu et særligt apparat, der med et skarpt stykke ståltråd, kunne skære en cirkel i den hvide hjernemasse (deraf navnet det hvide snit). I artikler og bøger fremlagde Moniz sin banebrydende metode, og hævdede at have succesrater på op til 70 %. På billedet kan man se et eksempel på, hvordan indgrebet fandt sted.
Udlandet tog det hvide snit til sig, og mellem 1936-1956 blev mellem 60.000 og 80.000 mennesker opereret med gradvist mere specialiserede metoder, men efter samme princip. Den amerikanske læge Walter Freeman opfandt fx en metode, hvor man kunne gå ind via øjet med en skarp syl, og gennemføre indgrebet på blot 7 minutter. Via fagtidsskrifter og bøger blev nyheden om det succesfulde indgreb spredt, og Moniz endte med at få Nobelprisen i medicin i 1949.
Det hvide snit nåede også til Danmark, hvor mindst 4500 patienter i årene 1939-1983 fik foretaget psykokirurgiske indgreb. Tallet er ganske højt sammenlignet med Danmarks befolkningstal, og i forhold til lande som Finland og Schweiz med samme befolkningstal er det danske operationstal næsten tre gange højere.
Det hvide snit nåede sin internationale højde i 1940’erne og 50’erne, hvorefter psykofarmaka gradvist erstattede kirurgiske indgreb i hjernen. Kritikken af metoden voksede i lyset af komplikationerne og den antipsykiatriske bevægelse. Specielt filmen Gøgereden fra 1976 var med til at ændre synet på det hvide snit, og der blev fra Folketingets side stillet spørgsmålstegn ved metoden. I 1983 blev det sidste indgreb foretaget på Rigshospitalet.
Komplikationer
Allerede Moniz havde identificeret, hvordan opererede patienter led af kvalme, vandladningsproblemer, generel apati og voldsomme personlighedsændringer. Igennem årene og da indgrebet blev mere udbredt styrkedes billedet af et farligt indgreb med store konsekvenser for den syge.
Patienterne kunne dø at snittet, og flere hospitaler meldte om, at op til hver sjette operation havde døden som udfald, som følge af hjerneskader og blødninger. Mange led af epilepsi og kramper, og manglede initiativ og evnen til selvstændig tankegang.
Samtidig blev risikoen afvejet med den mulighed for helbredelse man mente at kunne identificere. Det hvide snit løftede depressioner, gjorde folk mere afdæmpede og rolige og medførte et mere værdigt sygdomsforløb, mente fortaleren.
Sidste udvej eller social kontrol?
Hvis man undersøger det hvide snit og undrer sig over, hvordan det kunne nå så stor udbredelse og blive brugt så meget i Danmark, er man ikke den eneste. Hvad er grunden til operationens udbredelse? I forskningen har der været to forklaringer på det hvide snits udbredelse.
Et er, at det hvide snit kunne være sidste udvej for lægerne. De havde prøvet alle behandlinger, men stod stadig med uhelbredelige og urolige patienter, der levede et uværdigt liv på overfyldte afdelinger. Man nærede store forhåbninger til psykokirurgien, fordi man dermed håndgribeligt kunne forklare og helbrede sindssygdomme.
Andre forklarer det hvide snits udbredelse med, at det var et velegnet instrument til social kontrol, af mere urolige og aggressive patienter. Man var helt på det rene med opereredes apatiske liv efter operationen, og brugte dermed snittet til at aflaste de overfyldte afdelinger for kronisk uhelbredelig patienter.
Forskeren Jesper Vazcy Kragh har gennemgået Sindssygehospitalet ved Vordingborgs patientjournaler, for at se, hvad der forklarer brugen af det hvide snit bedst. Han mener at kunne påvise, at lægerne tog dobbelt hensyn og opererede aggressive patienter, der skulle dæmpes – samtidig med at de også brugte det hvide snit i forsøg på at helbrede. Samtidig kan Kragh se, at mange af de opererede patienter mod forventning ikke blev udskrevet, men i stedet tilbragte store dele af deres liv på institutioner.