ANSAT PÅ HOSPITALET
Både patienter og ansatte var delt strengt hierarkisk op. De ansattes interne hierarki var ligesom patienternes tredeling. Overlægen var på 1. forplejningsklasse, læger og sygeplejersker på 2., mens opsynsfolkene og det andet underordnede personale fik samme kost som patienterne på 3. klasse.
Overlægen
Overlægen var hospitalets overfigur og havde næsten enevældig magt. Overlægen boede på hospitalet i en prægtig lejlighed, og kunne holde øje med stedet døgnet rundt. Hans syn på psykiatrien var med til at forme hospitalet i den periode han bestemte, og han havde retten og forpligtelsen til at korrigere patienternes opførsel undervejs i behandlingen, ligesom han skulle vurdere deres moralske opførelse.
Den første overlæge var Frederik Lange. Lange er et godt eksempel på en overlæge, hvis overbevisning om psykiatri prægede hele hospitalet. Han var overbevist om sindssygdommens arvelighed, og afviste på det strengeste Freud og hans unaturlige fokus på seksualitet, hvorfor han ikke skulle nyde noget af de nye metoder ved sit hospital. Ved Langes død i 1907 blev Agner Helweg den nye overlæge, og han var talsmand for helt andre metoder. Han reformerede hospitalet, indførte familiepleje og startede oplæring af plejepersonalet.
Forskellige behandlinger blev afprøvet gennem årene af skiftende overlæger. I 1930-erne var medicinsk og elektrisk chokbehandling det helt store, mens 40’erne og 50’erne så det hvide snits komme. Overlægen Jørgen Ravn, var en af de store pionerer inden for udviklingen af psykofarmaka i 50’erne og 60’erne. Den medicin gjorde i løbet af et par år, at flere og flere patienter kunne klare sig selv i medicineret tilstand, hvilket for Sindssygehospitalet betød, at et stadig større antal patienter klarede sig uden for murerne.
Plejere og opsynsmænd
Opsynsfolkene (senere kaldet plejerne) tog sig af patienterne til dagligt. De var i bunden af hospitalets hierarki, og fik dårlig løn, og deres job krævede ingen særlig uddannelse. Mange kom fra tjenestestillinger på landet, og fordi udskiftningen på hospitalet var høj, var det altid nemt at få arbejde. Opsynsfolkene levede blandt patienterne, spiste sammen med dem og sov på stuerne indtil 1904. Netop derfor er det let at forstå, hvorfor arbejdet ikke altid var lige eftertragtet. I 1890 var der 59 opsynsfolk til 350 patienter, og arbejdsdagen var fra kl. 6 morgen til kl. 20 aften, så arbejdsmængden var stor.
En opsynsmand fra 1910 fortæller om sin arbejdsdag:
”Når dagens gerning begyndte kl. 6 skulle patienter op, og kl. 06:30 fik de dagens første måltid. Det bestod af rugbrød og mælk og blev serveret i to stuer i kælderen. Når morgenmåltidet var endt blev patienterne lukket i gården, hvis vejret ellers var til det og så begyndte rengøringen af opholdsstuerne. Den skulle helst være tilendebragt kl. 08:30, da dagens andet måltid blev serveret. Hvis jeg husker rigtigt bestod det af to skiver rugbrød med ost samt øl eller the. Kl. 9 skulle de udearbejdende patienter på arbejde, og så skulle jeg i gang med rengøringen af sovestuerne. Den skulle helst være tilendebrat kl. 11:30, da blev middagen serveret. Derpå var der en lille pause til kl. 13:30 hvorefter de patienter, der skulle arbejde ude, måtte af sted igen til kl. 15.30, så hjem til eftermiddagsskaffe og så i gang igen til kl. 17:30. Nu skulle de vaskes og gøres klar til aftensmaden kl. 18:30. Den bestod af rugbrød med forskellige pålæg, men kun to slags. Når dette måltid var overstået kunne der slappes af til kl. 19:30, hvorefter forberedelserne til natten begyndte. Når klokken var 20 var de alle i seng. Så slog frihedens time for os andre, der havde en arbejdsdag fra kl. 6 morgen til kl. 8 aften uden fritimer, og så kunne vi tillade os at gå ud til kl. 23, hvis tiden ikke slog til kunne vi nådigst få et nattetegn til kl. 24 til kl. 1”.
Plejernes stilling blev gradvist forbedret. Med Plejerloven fra 1911 blev der etableret en uddannelse og opsynsfolkene fik nu navnet Plejere. Uddannelseskravet var et stort løft til området og behandlingen. Og tiltaget, der startede på Middelfart Sindssygeanstalt, bredte sig til resten af landet. I 1912 blev der bygget boliger til plejerne på Hospitalets område, og de blev fagligt organiseret i Plejerforeningen, så de kunne arbejde for forbedrede vilkår.
Men pladsen i bunden af hierarkiet fortsatte og en kvindelig plejer, der blev ansat i 1930-erne kunne berette, at man skulle rejse sig op for sygeplejerskerne og holde dørene for dem. Noget af det plejerne kæmpede for, var retten til ikke at bo på hospitalets område. Først i 1935 blev der mulighed for, at man kunne ansøge om udflytning.
Plejerne havde sorte uniformer, hvor der stod S og M på kraven for Sindssygeanstalten ved Middelfart. Den strengt udseende uniform blev afskaffet i 1960, da overlægerne mente, at de havde for stor lighed med de uniformer fængselsbetjentene gik med. Derfor blev uniformerne blev i stedet erstattet af hvide kitler. Plejerskerne havde kjoler i tidens stil, der ligeledes blev erstattet af hvide uniformer. Fælles for både mænd og kvinder var i starten af 1900-tallet de store nøglebundter, der var bundet fast omkring livet – så havde man dem altid på sig.
Hierarkiet på hospitalet begyndte at blive mere flydende i 1960’erne, og plejerne blev i stigende grad inddraget i behandlingen.