SINDSSYGDOM I ASYLTIDEN 1850-1920 
Asyltiden betegner en periode, hvor sindssygdom blev opfattet som en sygdom i hjernen på samme måde som lungebetændelse er en sygdom i lungen. En fysisk sygdom, der kunne kureres med den rette medicin. Som lægen Knud Pontoppidan ved Kommunehospitalets sjette afdeling for sindssygdom formulerede det:
“Det, vi have at gøre med i vor Egenskab af Læger, er legemet; dersom der gives noget saadant som Sygdomme af Sjælen, saa kunne vi ikke gøre Noget derved. Negative og positive sjælelige Symptomer ere for os kun Tegn til, hvad der ikke gaar for sig eller hvad der gaar forkert for sig i de højeste Nervecentrer.”
Psykiatrien var en ny videnskab, der havde behov for at retfærdiggøre sig selv. Synet på sindssyge i asyltiden var derfor særdeles påvirket af, at psykiaterne gerne ville fremstå så videnskabelige som muligt. De var stærkt forhippede på, at lægge sig så tæt op af lægevidenskaben så muligt, derfor skulle sindssygdomme ligne andre sygdomme, som man også kan se af Pontoppidans udtalelser.
Man forsøgte at trække en grænse mellem sinds-syg og sinds-sund. Det var ofte en meget svær grænse at trække. Derfor studerede psykiaterne ofte patientens personlighed og væremåde inden sygdommen, for at finde ud af, hvornår og hvad der var sket.
Årsagerne til sindssygdom var dunkle og uklare. Den første overlæge, Frederik Lange, argumenterede for eksempel meget insisterende for, at sindssygdommen var arvelig. Lange kunne ikke acceptere Freuds kraftige betoning af seksualiteten. Han ville – som andre psykiatere på det her tidspunkt – hellere fokusere på fysiske forhold frem for mentale, når han skulle forklare sindssygdommene.
Selvom man var stærkt uenige om, hvorfor folk blev sindssyge, og hvordan man kunne kurere dem, herskede der en stærk behandlingsoptimisme på de nye anstalter. Man lærte mere og mere, og der var en voldsomt vækst i mulige diagnoser og klassifikationer af sygdommene. Samtidig skete der en ophobning af kronisk syge på asylerne. Ofte slog man kroniske sygdomme og uhelbredelige tilfælde hen med, at patienten var kommet i behandling alt for sent. Hjernen, det syge organ, skulle holdes i ro og sygdommen skulle opdages i tide for at patienten kunne helbredes. Patienten var selv skyld i eventuelle tilbagefald – det var i hvert fald ikke hospitalets skyld.
I 1880 udtalte overlæge Steensberg fra Sct. Hans Hospital at: “En akut Sindssygdom, som angriber et for øvrigt sundt Individ, lader sig i Regelen saa fuldstændig helbrede, at Patienten aldrig senere bliver angreben af nogen lignende Sygdom, ja aldrig senere føler den mindste Mindelse af, at han en Gang har været sindssyg.”
Lægerne erkendte dog, at der var nogle patienter, hvor der ikke var noget at gøre. De ældre asyler blev næsten opbevaringsrum for de kronisk uhelbredelige. Set i lyset af de overfyldte sygestuer, debatterede man om de uhelbredelige fortsat skulle være indlagt, eller om de skulle ud på fattiggårdene. Man ville dog gerne beholde de kroniske på anstalterne, fordi her kunne man tilbyde patienterne beskæftigelse, observation og opbevaring.
Diagnoser
Hvert år blev der på sindssygehospitalet udgivet en rapport om årets bedrifter. Det giver et godt billede af omfanget af de patienter, som har været indlagt. F.eks. var der i 1900 hele 672 patienter på hospitalet, hvoraf 194 var nye og 45 døde. 120 var i årets løb blevet helbredt, og de resterende, knap 300 patienter, var hovedsagligt kronisk syge.
Når patienterne ankom til hospitalet blev de kategoriseret efter deres symptomer. Af de 194 nyindlagte patienter havde 77 melankoli, 65 sløvsind, 40 mani og 12 forrykthed. For at kunne diagnosticere patienterne præcist, havde lægerne samtaler med patienten og dennes familie. Herefter kunne behandlingen påbegyndes.
Diagnoserne var ganske uudviklede og derfor meget upræcise. Det betyder at årsrapporten ikke røber meget om patienternes reelle tilstand. Men patienter, der led af melankoli, havde ofte en depression, mens patienter, der led af sløvsind, ofte var demente. Maniske patienter kunne f.eks. være maniodepressive, mens forrykthed var en betegnelse, man brugte om patienter, der bl.a. havde forfølgelsesforestillinger eller hallucinationer, f.eks. skizofrene patienter.
Man forsøgte at kæde diagnosen sammen med patientens historie, for at finde ud af, hvad årsagen var.Sindssygdom i familien, onani, druk og pubertet blev set som udløsende faktorer.
Men man blev gradvist klogere. Omkring 1900, skete et større gennembrud i psykiatrien. Her fik man for første gang fik fastslået en sammenhæng mellem syfilis og en bestemt hjerneinfektion. Hvis kønssygdommen syfilis ikke blev behandlet, kunne patienten efter 10-20 år udvikle en kronisk hjerneinfektion, der gjorde folk sindssyge. Skønsmæssigt udgjorde de syfilissindssyge gennem hele 1800-tallets sidste halvdel og frem til 1920’erne op mod en femtedel af alle indlagte på de danske sindssygeanstalter.
Behandling
Set fra i dag havde man en ringe forståelse af sindssygdommes opståen og hvordan man skulle behandle dem. Men da hospitalet blev bygget var man meget selvsikre, og følte man kunne helbrede de syge. Man kunne på asylet tilbyde frisk luft, orden og rutiner og ikke mindst naturens beroligende skønhed. Det var vigtigt at være tæt på vand, for badning var lindrende for sjælen.
Man havde dog også et andet kort på hånden end naturens skønhed: beroligende medicin. Opium var allerede i 1855 blevet benyttet mod depression, men det mest anvendte middel var kloral. Formålet med medicinen var at give patienterne den absolutte ro, som man anså for at være en vigtig del af helbredelsesprocessen. Derudover hjalp kloralen depressive eller maniske patienter ved at dæmpe deres angst.
Beskæftigelse af patienterne var en del af behandlingen fra starten. Man anså den fysiske aktivitet som vigtig, fordi den holdt tankerne klare og sørgede for at vedligeholde de indlagtes arbejdsevne. Lægen Christian Geill pointerede: “Efter min Mening er det ikke blot Sindssygelægens Opgave at søge at helbrede den akut syge, men ogsaa at arbejde paa at redde den Rest af aandeligt Liv, der er tilbage hos den kronisk syge, at holde hans Arbejdslyst og -evne levende og gøre ham til at tilfredst Medlem af det lille Samfund, som hans Sygdom henviser ham til.”
Men de indlagtes arbejde havde samtidig også til formål at bidrage til hospitalets økonomi. Grøntsagerne fra køkkenhaverne blev brugt i køkkenet, parken blev vedligeholdt, og mandssiden indeholdt værksteder, hvor man kunne udøve sit håndværk, eller blive oplært i et. På kvindesiden dominerede håndarbejdet og man kunne brodere, spinde, sy og strikke. Sådan var det indtil arbejdet ændrede fokus fra økonomi til terapi. Patienternes udbytte af aktiviteterne kom i fokus, og arbejdet fik derfor en mere hobbypræget karakter.
Undervejs i anstaltens historie prøvede lægerne kræfter med forskellige behandlinger. Hvor ro, beskæftigelse og regelfyldt hverdag var udgangspunktet, eksperimenteredes senere med chokbehandlinger, det hvide snit og psykofarmaka (medicin mod psykisk sygdom). Det hvide snit vandt frem i Danmark, der opnåede den påfaldende rekord af at foretage flest lobotomier (det hvide snit) i forhold til befolkningens størrelse.
Netop udviklingen af medicin til brug ved psykisk sygdom spillede en stor rolle for hospitalets videre historie. Overlæge Jørgen Ravn samarbejdede med medicinalindustrien, og stod i 1950’erne og 1960’erne bag en række forsøg på udvalgte patientgrupper med nyudviklet medicin fra bl.a. firmaet Lundbeck. Den nye medicin kombineret med fysio- og ergoterapi, gjorde at flere patienter kunne klare sig i eget hjem.
Bagsiden af den tunge medicinering var, at mange patienter vedblev at være syge. Der var flere der så med mistanke på psykofarmakaen, og i Danmark dannedes den antipsykiatriske bevægelse ”Galebevægelsen” i 1979, der kæmpede mod lægernes behandlingsmetoder. Galebevægelsen bekæmpede de store institutioner, som de anså som sygdomsfremmende. På hospitalerne blev patienterne fastholdt i mønstre der gjorde dem syge, og de fik ikke lært at klare sig selv. Distriktspsykiatrien var et svar på kritikken, og sørgede for mere behandling uden for hospitalerne.
De langtidspatienter, der tidligere blot blev opbevaret bag murerne, kunne med distriktspsykiatrien og medicinen i ryggen nu udsluses. Der blev i stedet skabt støttecentre, botilbud og plejehjem, der trak patienter væk fra hospitalet. Skiftet fra hospital til distriktspsykiatriske metoder, der gjorde det store hospital overflødigt, er startet inde i de gamle bygninger.