FATTIGGÅRDENS SKÆBNER
Fattiggården var sidste udvej for tusinder af mennesker i sin 102-år lange levetid. Mange af disse mennesker kender vi ikke, og de har ikke efterladt sig meget andet end et ”indskrevet” og et ”udgået” i Inspektørens protokol.
De fleste var kun på Fattiggården i kortere perioder. Men for nogle, blev fattiggården det hjem, hvor de levede det meste af deres liv. Alma endte med at bo på Fattiggården i mere end 45 år, da hendes familie ikke længere ville vide af hende. Trods hendes lange liv bag de gule mure og den grønne port, var hun stadig lidt et mysterium.
Fattiggårdens Skræk, Peter Jørgensen, er en anden historie. Han kom første gang på Fattiggården i 1894, som ung mand på 19 år og var indlagt flere gange. Han var frygtet og voldelig, og politiet endte med at mistænke ham for ildspåsættelse i 1899 – dog uden at bevise noget. Læs forhørsprotokollerne fra efterforskningen og døm selv.
Kaptajn Frederik Hallas skabte Fattiggården og de regler, der skulle klare både Alma og Peter Jørgensen. Hallas’ baggrund i militæret kom stærkt til udtryk i den disciplin og den arbejdsmoral han betonede i Fattiggården.