FRA PRESTIGE TIL SKAM – FATTIGGÅRDEN I 102 ÅR
De bygninger, der dannede gule rammer om Svendborg Kommunes fattigforsorg i 102 år står tilbage næsten uændrede. Vilkårene bagved murene og under forsorg ændrede sig dog meget i stedets levetid.Fattiggården startede som et dyrt og topmoderne prestigeprojekt, der kostede kommunen store summer. Der var indlagt gas og vand, og Svendborgs borgere var stolte af den omsorg og forsorg man kunne tilbyde kommunens fattige. 102 år efter, i 1974, hvor stedet lukkede, var opfattelsen en helt anden. Man så Fattiggården som en skamplet. Samfundets syn på de fattige havde nemlig ændret sig. I artiklen vil Fattiggårdens historie blive fortalt.
Svendborg Fattigvæsen før 1872 – de første fattiggårde
Der har altid været fattige. Metoderne til at tage vare på dem, genopdrage dem eller forsørge dem har varieret meget. I Middelalderen stod klostermunkene og de selvstændige stiftelser for at sikre omsorgen for de svageste. I løbet af oplysningstiden i 1700-tallet begyndte nye tanker dog at røre på sig. De fik afgørende betydning for anlæggelsen af Fattiggården i 1872.
I løbet af Oplysningstiden var et nyt menneskesyn blevet dominerende. Man begyndte at argumentere for, at mennesker kunne ændres og genopdrages, og at staten burde påtage sig den opgave. Derfor forbød man tiggeri og formålsløs omvandring for i stedet at fremme arbejdshuse og tvangsarbejdsanstalter, hvor de fattige kunne blive oplært til arbejdssomme borgere. Man delte de fattige op i to grupper, de værdige og de uværdige. Sørgede for de første, men satte de sidste i arbejde.
Også til Svendborg nåede disse nye tanker om fattigdomsforsorg. I 1834 fik Svendborg indviet den første Fattiggård i Bagergade. Det var et lille byhus, hvor fattiglemmer kunne komme og arbejde, for til gengæld at få mad. Allerede 4 år efter indviede man en ny Fattiggård i Fruestræde. Bagergadeanstalten var blevet for lille, og kunne slet ikke hamle op med det store antal af fattige.
Fattiggården i Fruestæde var markant større, men havde ellers samme funktion som den i Bagergade: Arbejde og bespisning. Man arbejdede med måttevævning og skærveknusning, og tanken var, udover at sætte de fattige i gang med noget nyttigt, at tjene penge på at sælge deres produkter. Når man havde Fattiggården, så kunne ”man vente af Byens Borgere, at de.. bortvise ørkesløse Tiggere uden at give dem Almisse”, som det blev bemærket af en Svendborgenser.
Det viste sig dog i løbet af de næste 30 år, at selvom gården i Fruestræde var stor, opfyldte den ikke formålet med genopdragelse af de fattige fuldt ud. Problemet var, at de fattige efter endt arbejdsdag tog hjem til sig selv, drak og brugte løs af deres magre midler. Der manglede kontrol.
Den nye Fattiggård
I 1872 blev Svendborg Kiøbstads Fattig og Arbejdsanstalt opført på en høj bakke udenfor Svendborg by. I den nye store firefløjede bygning med alle moderne bekvemmeligheder – fx gas og vand – skulle de fattige genopdrages og kontrolleres. Den afgørende forskel på den nye Fattiggård kontra den gamle var, at fattiglemmerne både boede, arbejdede og sov på stedet. Dermed var de under konstant opsyn. Den regelfyldte hverdag skulle være med til at afrette dem fra deres utugtige levevis. I artiklen om Fattiggårdens arkitektur kan der læses om den ideologi Fattiggårdens bygninger udtrykker, og i artiklen om hverdagen på Fattiggården kan virkeligheden bag murene studeres.
Reformer og navneændringer
Selvom den nye fattiggård var et prestigeprojekt og svendborgenserne stolte af den, var de store bygninger dog ikke den endelige løsning på fattigdomsproblemet. Hver tid sin løsning. Danmark ændrede sig voldsomt fra 1872 til 1974, og det gjorde vilkårene for fattigforsorgen også. Fattiggårdens 102 år lange historie fortæller, hvordan behandlingen af de fattigste klasser langsomt ændrede sig. En god måde at få et indblik i de ændringer der prægede livet på Fattiggården, er via stedets navneændringer. Det er interessant, at institutionen aldrig officielt har heddet ”Fattiggården”. Det var blot det navn man både inde og udenfor murene fandt mest mundret lige fra stedets opførsel.
Den første officielle navneændring kommer i 1933 med Kanslergadeforliget, hvor Svendborg Kiøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt ændrer navn til Arbejdsanstalten Viebæltegaard. Som det ses forsvinder det led i navnet, der omhandler fattiganstalten, dvs. forsørgelsen af de værdige fattige. Dette skete, fordi Kanslergadeforliget gjorde, at værdige fattige kunne få hjælp i eget hjem. Dermed blev Fattiggårdene primært til opholdssteder for hjemløse og sprittere, selvom gamle og syge stadig opholdt sig bag murerne. Man beholdt leddet Arbejdsanstalt, fordi man stadig gerne ville have, at de uværdige fattige skulle genopdrages gennem arbejde. Navnet Viebæltegaard stammer fra det område Fattiggården ligger. Man kaldte ikke bare stedet Viebæltegaard – det ville være for blødsødent. Når stedet fortsat hed Arbejdsanstalt beholdt man den afskrækkende effekt, og signalerede at opholdet bag murene handlede om arbejde.
I 1961 kom den største ændring i Fattiggårdens levetid, der nu blev døbt Forsorgshjemmet Viebæltegaard. Man fjernede pigtråden på murene, og de sidste deklasserende effekter af fattighjælpen. De deklasserende effekter var de konsekvenser der fulgte med fattighjælpen, såsom mistet stemmeret og muligheden for at gifte sig.
Op til lukningen i 1974 herskede stor debat i Svendborgensiske aviser om netop Viebæltegaard. Man mente, at stedet var en skamplet uden hygge. Da beslutningen om lukning blev taget blev de sidste beboere (deriblandt Alma) flyttet til plejehjem eller andre forsorgshjem, hvor behandlingen og rammerne var mere tidssvarende.
Udviklingen fra Arbejds og Fattiganstalt til Forsorgshjemmet Viebæltegaard viser, hvordan Fattiggårdens opgaver og fattigdomsopfattelse ændrer sig. Hvor fattigdom i starten er en forbrydelse, der skal straffes, og den fattige forbedres, ender Fattiggården sine dage som social institution, hvor fattigdom i mindre grad bliver set som selvforskyldt og i højere grad som et komplekst socialt problem, der kræver omsorg og professionel indsats. Den udvikling satte sig dog få spor på Fattiggårdens gule mure, der stadig minder om den tid, da de dovne fattige skulle genopdrages.