HOSPITALETS SKÆBNER
Middelfart Sindssygehospital var et nybrud af dimensioner, da det blev bygget. Her skulle sindssyge helbredes ved hjælp af videnskabens nylige fremskridt og naturens beroligende virkning.
Nogle blev helbredt – andre ikke. Morten Andersen levede størstedelen af sit liv på hospitaler, ramt af tungsind og optaget af religiøs refleksion over sit syndige liv. I sine breve krængede han sine følelser og tanker ud til familien, der kunne følge med i hans op- og nedture.
Sofie Skotte var så heldig at blive permanent udskrevet. Men hun var mærket af sit ophold, som hun beskrev i bogen “Et glimt af livet i dansk sindssygeanstalt anno 1908”. Hun beskrev en tyrannisk Overlæge, der spærrede sine skrigende patienter inde under jorden. Et billede Overlægen ikke kunne genkende i sit modsvar, tværtimod anklagede han Sofie for forfølgelsesvanvid. Læs uddrag fra bogen, og Overlægens modangreb, og døm selv.
Overlægen var den mest dominerende figur på hospitalet. Under sig havde han talrige læger, sygeplejersker og plejere. En af opsynsmændene, en anonym herre der blev ansat i 1910, har beskrevet, hvordan han boede op og ned af patienterne, delte deres mad og var underlagt et strengt hierarki.