ARKITEKTUR OG FATTIGDOMSSYN
Arkitekten bag Svend Købstads Fattig og Arbejdsanstalt, Jens Juel Eckersberg, tænkte nøje over tingene, da han tegnede planen over Fattiggården i 1871. Eckersbergs bygning er ikke kun gule mursten i en tilfældig orden. Bygningen kan undersøges som et spor i tiden og afsløre tidens syn på de fattige.
Bygget til adskillelse
Fattiggården blev bygget for at ændre de fattige fra dovne og uansvarlige tiggere til gode samfundsborgere. Man delte de fattige op i to slags: De værdige og de uværdige. De værdige og de uværdige havde hver deres afdeling på Fattiggården, adskilt af mure, som det kan ses på kortet nedenfor:
Der var en høj mur mellem de to bygninger, så ingen kunne være i tvivl om, hvem der var hvem. Der var et skarpt hierarki inden for murene – specielt de værdige fattige ville ikke forveksles med dem i den uværdige afdeling. Navnene på de forskellige afsnit beretter også om adskillelsen. De værdige boede i Forsørgelsesafdelingen og de uværdige i Arbejdsanstalten.
De uværdige fattige var arbejdsdygtige mænd og kvinder, der ikke havde nogen undskyldning for deres selvforskyldte fattigdom. Reglementet fra 1872 fortæller at de uværdige var ”Arbejdsdygtige, men dovne og forfaldne Subjekter”, der derfor skulle behandles med fast hånd. Til de uværdige hørte også løse kvinder, hjemløse og tiggere. Den uværdige afdeling på Fattiggården var kønsopdelt. I afdelingen var der tremmer for vinduerne og pigtråd på murene.
De værdige var ofte de gamle og syge, som ikke længere kunne forsørge sig selv. De var ”skikkelige og værdige”, og da de havde en god undskyldning for deres fattigdom, fik de lidt bedre vilkår. De skulle stadig arbejde, men der var ikke tremmer for vinduerne, og gamle ægtepar måtte stadig bo sammen.
Som man kan se på kortet var afdelingerne indrettet forskelligt. De værdiges sovekamre på 1. sal havde udsigt væk fra de indre gårde, og ud imod Svendborg. Gangen i deres afdeling løb langs vinduerne ind imod gårdene. For de uværdige forholdt det sig direkte modsat. Fra deres sovekamre så de ind i gårdene og kunne undslippe synet af tvangsarbejdet og pigtråden. Hvis de ville nyde synet af Svendborg skulle det ske gennem tremmer. Forskellene mellem de to grupper er dermed konstant tilstede – selv i de små ting.
Fælles for de to grupper var skammen. Et ophold på Fattiggården var forbundet med stor skam, og alle forsøgte at undgå det. Stedet skulle være afskrækkende, så de fattige kun kom, når de havde allermest brug for offentlig støtte. Det er derfor indgangen til Fattiggården er virker afskrækkende truende.
Skammen stammede i høj grad fra den umyndiggørelse, der fulgte med et ophold på Fattiggården. Man mistede som fattiglem retten til at gifte sig med hvem man ville. Man måtte ikke stemme ved folketingsvalgene eller stille op. Man måtte ikke eje noget, hvis man ville have hjælp.
Den genopdragelse, man ønskede, fattiglemmerne skulle gennemgå, skulle ske både gennem arbejde, men også via kristendom. Derfor fik Fattiggårdskomplekset sin egen kirke, der kunne varetage denne opgave. Man ville have så meget som muligt samlet bag murene. Ved siden af kirken har der desuden været svinestald, og området har også huset en stor køkkenhave. Gården skulle være så selvforsynende som muligt, så den kostede mindst muligt for kommunen.