HVERDAGEN I ARRESTEN
Hverdagen for fangerne og de varetægtsfængslede var forskellige. Fordi de varetægtsfænglsede i princippet var uskyldige havde de langt flere friheder end de dømte. De behøvede ikke at arbejde, hvis de ikke ville og de kunne få mad bragt ind udefra. Samtidig havde de mulighed for at læse de bøger de havde lyst til. Man er ikke sikker på, om den uskyldige skulle genopdrages, derfor havde de lov til at læse underholdende bøger og undgå den strenge disciplin de dømte fanger nød. Men samtidig skulle de holdes isolerede fra andre fanger, medmindre der var særlig omstændigheder, der talte for det modsatte.
De dømte og afsonende fanger havde fra 1905 arbejdspligt 10 timer om dagen. I de 10 timer var ikke medregnet gårdture og måltider, så dagen kunne være lang. Udbyttet af arbejdet tilfaldt dem selv, og fangerne kunne blive beskæftiget med fletning af siv og halm, reparation af træfodtøj og forskelligt håndarbejde. På den måde kunne fangerne indkassere op til 50 øre om dagen!
Regelbrud og flugtforsøg
Der var flere udbrudsforsøg, og fangerne snakkede meget om flugt. For det meste blev det ikke til noget, men i enkelte tilfælde blev der forsøgt at nå ud til friheden. En fange havde i 1960’erne smuglet en fil ind i cellen, og forsøgte at file sig ud gennem tremmerne. Problemet var, at stedet var meget lydt, og filingen gav genlyd over hele arresten. Da arrestforvareren hørte om udbrudsforsøget sagde han blot: “Jamen, lad ham bare save, der går alt for lang tid til han når igennem, for de er for tykke.” Fangen fik lov til at file i tre dage, inden han blev flyttet over i en anden celle. Der var kun et lille mærke i tremmen.
En senere indlagt (fra 80’erne) fortæller, at det var ret nemt at få smuglet hash ind i arresten. Man kunne blot få en kontakt udenfor murerne til at kaste hashklumpen ind i gården når man var ude og blive luftet. Selvom hashrøg har en meget karakteristisk duft, kunne man sagtens ryge sin tobak uforstyrret i cellen – man skulle blot ikke blive pågrebet med piben i hånden.
Offentlighed og skam
Arresten og politistationen lå midt inde i Faaborg på det centrale torv. Som en politibetjent fra 1960’erne bemærkede, så “Livet det foregår jo her omkring torvet ikke sandt, så man kan jo stå stille og roligt inde i vinduerne (på politistationen) og iagttage folk og se hvad der sker ude på torvet.” Man var også bekvemt nær på værtshusene, idet der lå flere på selve torvet.
Problemet for de indsatte var den offentlighed i deres anholdelse, der ofte fulgte med, når man ankom i patruljevognen og blev fulgt fra patruljevognen og hen til arresten. Faaborg var og er en lille by, og man kendte hinanden, og det kunne give rig anledning til snak, hvis man blev set i håndjern.
Mange af de indsatte kunne følge med i det liv de gik glip af. En enkelt indsat, fra 1980’erne, beretter, at cellerne på den øverste etage havde fin udsigt udover torvet, så man kunne følge med i livet på pladsen, og i de andre celler kunne larmen fra gaden høres. Han kunne se sin kone gå på diskotek med deres fælles venner – det værste var dog, at han kunne høre sine børn løbe rulleskøjter på torvet
Offentligheden ved indsættelse var ikke tilsigtet, men det minder meget om tidligere tiders straffepraksis, hvor offentlig udstilling netop var en afgørende dimension af straffen. Men det lader ikke til, at det gjorde så meget. Den sidste arrestforvarer fortalte, at han i sin tid havde set en glidning i synet på at blive smidt i fængsel: “Først i 70erne, de tudbrølede alle sammen. Konen kom med manden. Manden tudbrølede. Konen tudbrølede. Altså et stort kaos.” Senere var folk blevet mere ligeglade: “Nå, men så holder du ferie lille far, ikke?”.