FATTIGGÅRDENES HISTORIE
Den moderne danske velfærdstat står i dag på skuldrene af en lang udvikling, hvor Fattiggårdenes opførsel er en af milepælene.
De fattige har lige siden Middelalderen kunnet få en eller anden form for hjælp. Det var dog først i 1700-tallet at fattighjælpen fik en organiseret struktur. Med fattigloven af 1708 blev det slået fast, at sognene havde ansvar for deres egne fattige. De skulle brødføde dem og uddele beviser til lovligt tiggeri, så sognenes bønder vidste, hvem de skulle støtte. Resten kunne man så med god samvittighed afvise i døren. Loven var meget ambitiøs, men med den skæbnesvangre detalje, at der ikke fulgte penge med til sognene. Fattighjælpen var derfor baseret på frivillige bidrag fra fx kirkebøsserne eller fra rige borgeres dybe lommer. Uden finansiering fungerede loven ikke specielt godt. Først næsten 100 år efter – i 1803 – blev der indført en fattigskat til at dække udgifterne. De tidlige Fattiggårde og Fattighuse skulle som udgangspunkt kunne rumme alle sognets trængende – fattige, syge og gamle, alle under samme tag og samme vilkår.
Fattighjælp var et lån, der skulle tilbagebetales, hvis man ville være et fuldgyldigt medlem af samfundet igen. At modtage fattighjælp var ikke uden konsekvenser. Grundloven af 1849 slog fast, at modtagere af fattighjælp, der ikke havde betalt hjælpen tilbage, ikke kunne stemme til valgene, og heller ikke stille op. Fattiglemmer kunne heller ikke gifte sig med hvem, de ville.
Tabet af rettigheder var skamfuldt, og mange kæmpede stærkt imod at blive indlagt. Flere private forsøgte at hjælpe udsatte, inden de blev brændemærkede af det offentliges hjælp. For eksempel blev fonden De fattiges kasse, der var baseret på private bidrag, oprettet i 1856 og forsøgte at holde folk ude af Fattiggårdene.
Fattigdom blev i stigende grad betragtet som selvforskyldt. Derfor byggede man sidst i 1800-tallet Fattiggårde over hele landet. Deres vigtigste funktion var ikke omsorg, men genopdragelse til arbejde. I 1906 var der 450 fordelt over hele landet. Store anlæg som det i Svendborg var sjældne. Ofte gik flere sogne sammen om et enkelt hus.
Fårene skilles fra bukkene
Straffen for at modtage hjælp var i 1849 ens for alle grupper af modtagere, men fra 1890-1930 blev der gennemført lettelser for de værdige fattige – dem der havde en god undskyldning for deres fattigdom. De gamle, syge og blinde fik langsomt bedre vilkår og slap for et ophold på Fattiggården.
I 1891 blev der indført alderdomsunderstøttelse, så borgere over 60 år blev klassificeret som værdigt trængende. Derudover blev der ved en ny fattiglov indført støtte til lægebehandling, jordemødrehjælp og begravelse.
Med sygekasseloven fra 1892 blev der også ydet offentlig støtte til sygekasserne, der var forløberne for det moderne sundhedsvæsen. Selvom det var baseret på et forsikringsprincip, betød det en stor forskel for mange familier, der ved sygdom undslap Fattiggårdenes skam. Almindelige arbejdere fik bedre muligheder for at klare skærene ved arbejdsløshed, da staten i 1907 begyndte at yde tilskud til arbejdsløshedskasserne, uden at modtageren af hjælpen mistede rettigheder.
Alle disse reformer sigtede på at hjælpe den trængende inden Fattiggården og skammen havde bidt sig fast, og man var langsomt på vej væk fra at betragte fattigdommen som en forbrydelse.
Alle de mange enkelte tiltag der blev vedtaget i 1890’erne og frem til 1930 blev samlet i Socialminister K.K. Steinckes store socialreform i 1933, der ofte kaldes Kanslergadeforliget efter den gade, hvor forhandlingerne mellem Socialdemokratiet, Det radikale venstre og Venstre fandt sted. Steinckes reform slog fast, at økonomisk hjælp ikke skulle følges af straf. Reformen betød, at mange af de grupper, der tidligere var endt på Fattiggården, havnede i anden pleje.
For Fattiggårdene betød Kanslergadeforliget, at sammensætningen af indlagte skiftede karakter. Hvor det tidligere havde været en meget blandet gruppe, der dukkede op foran portene for at få hjælp, var det fra 30’erne og fremefter i høj grad hjemløse og sprittere, der var indlagte. Kanslergadeforliget afskaffede Fattiggårdene og erstattede dem med arbejdsanstalterne – selvom realiteterne for dem bag murene nok ikke ændrede sig så meget.
De uværdige var stadig indlagt på arbejdsanstalterne omkring i landet med fortabelse af borgerrettigheder til følge. Først i 1961, med ”Lov om offentlig forsorg” blev denne sidste gruppe givet deres stemmeret tilbage. I 1961 blev Viebæltegård til et forsorgshjem, hvor trængende kunne komme og gå frivilligt. Pigtråden blev taget ned.
Viebæltegaard lukkede i 1974 efter at Svendborg Amt og Odense Amt blev lagt sammen til Fyns Amt. Man samlede forsorgen på Fyn i Store Dannesbo ved Odense og de sidste beboere flyttede ud. Hvor der i starten havde været en håndfuld ansatte til maksimalt 70 mænd, var der til sidst næsten samme antal ansatte som indlagte.
Det var ikke mange Fattiggårde der blev brugt i så lang tid som Svendborgs. Bygningerne, der var topmoderne i 1872, var i 1974 meget utidssvarende – og fuldstændig uden hygge, som en beboer bemærkede i et læserbrev.