KAREN ERIKKE ERIKSEN
Karen Erikke Eriksen blev i sommeren 1914 anklaget for barnefødsel i dølgsmål. Hun var da 25 år gammel og arbejdede på gården Sandholt som malkepige. Hun var gift og havde 2 børn, men havde ikke boet sammen med sin mand i 2 år. Mens hun havde haft tjeneste på Sandholt havde hun haft et kødeligt forhold til fodermesteren, der havde gjort hende gravid. Deres forhold var dog gået i stykker og hun havde holdt sin graviditet hemmelig.
Ud på eftermiddagen da hun skulle føde, spillede hun syg. Hun sagde ryggen smertede efter hun havde løftet en tung mælkespand. Hun gemte sig på sit værelse og fødte alene kl. 17:30 en lille dreng. Hun lå på knæ med kroppen indover sengen, og ”sølede gulvet til”. Barnet gav, ifølge hende, ingen livstegn, og efter hun havde klippet navlestrengen, rullede hun drengen ind i en barneskjorte og gemte ham i brændekassen. Hun ville begrave liget, men nåede det ikke.
Fodermesteren havde nemlig næret mistanke om Karens frugtsommelighed og tilkaldt en jordmoder. Karen blev så vred over jordemoderens mistanke, at hun forlod sin stilling og tog hjem til sine forældre efter dagens malkning. På vejen gemte hun barnet i en plantage. Hun fortalte ikke forældrene noget, men i mellemtiden havde jordemoderen slået alarm til myndighederne. De afhørte Karen, der til sidste brød sammen og tilstod at hun havde gemt sit dødfødte barn i plantagen.
Sagen handler derefter primært om, hvorvidt barnet var kvalt eller ej. Karen hævdede at barnet aldrig havde givet livstegn fra sig, men obduktionen viste at det havde åndet – men ikke bar spor af ydre vold. Hvad var der sket? Politiet antog at Karen havde kvalt barnet, og hun blev idømt 8. mdr. i forbedringshus. Du kan dømme selv, ved at læse sagsakterne.