ARRESTENS SKÆBNER
Cellerne i Faaborg Arrest har emmet af utålmodighed både fra de udømte og dømte. Mange af de dømte har set frem til deres løsladelse, mens de udømte har ventet på deres domme, og svaret på spørgsmålene: skyldig eller uskyldig? Enkelte afkorter ventetiden. Carl Larsen skriver i sit afskedsbrev til sine “Kjære Søskende.Undskyld mig. Men jeg kan ikke andet. Mit liv er forspildt.Bed for min Sjæl”
Arresten afgør om man er inde eller ude af det gode samfund. En der definitivt var ude, var Jørgen Peter Sophus Madsen. Da man i 1916 anholder ham for tiggeri, har han været indsat på mere end 40 forskellige fattiggårde og arrester i hele landet og har en mange sider lang straffeattest. Domsafsigelsen er opgivende. Nu har han – igen – forbrudt mod loven. Hvad gør man ved en som ham? Jørgen ansøger selv om en betalt rejse til USA, så kommunen ikke længere skal have ham som udgift.
Karen Erikke Eriksen var ustraffet indtil hun som 25-årig i 1914 anklages for at have født et barn i dølgsmål. Karen indrømmer, og det døde spædbarn bliver fundet skjult under nogle grene i en plantage. Har Karen kvalt det ved fødslen, eller var det dødfødt? Læs retsprotokollerne og døm selv.
Arrestforvareren skulle være et moralsk forbillede for folk som Jørgen og Karen. Marius Hansen, der blev arrestforvarer i 1912, håndterede Arresten alene sammen med sin kone. Efter sigende gjorde de deres arbejde så godt, at der til deres sølvbryllup i 1930 blev sunget følgende strofer af gæsterne: ”Og hvis vi får en dom, vi beder dom’ren om, vi den maa sone her, hvor vi saa ofte kom”.