HVERDAG OG REGLER PÅ FATTIGGÅRDEN
Hele meningen med Fattiggården lå i den regelfyldte og gennemstrukturerede hverdag. Der krævedes stærk disciplin og hårdt arbejde. Samtidig var hverdagen også udtryk for en byttehandel. Fattiglemmerne opgav flere borgerlige rettigheder til gengæld for mad og en varm seng.
De mange regler blev dog ikke altid efterlevet – Inspektørens protokol rummer de regelbrud hverdagen var fuld af.
Disciplin og arbejde
Man var indlagt på Fattiggården for at blive en bedre samfundsborger gennem hårdt arbejde. De ”dovne subjekter”, som de uværdige lemmer blev kaldt, skulle arbejde fra morgen til aften, så længe lyset tillod det. Opholdet var ikke for sjov – tobak, brændevin, dans og sang var derfor forbudt. Specielt sex var helt udelukket. Kønsadskillelse skulle sikre at der ikke blev produceret flere dyre fattiglemmer, som kommunen også skulle tage sig af. Hos de værdige fattige kunne ældre, ordentlige ægtepar dog godt dele et værelse.
Disciplinen var hård. Den første Inspektør på Fattiggården var Frederik Hallas, der havde været kaptajn i militæret, og kørte stedet efter militære standarder. Hverdagen var totalt reguleret af arbejdsklokken. Klokken ringede, når der skulle spises, arbejdes eller soves. Om sommeren stod de uværdige op kl. 5:00 og arbejdede 11 timer om dagen. Om vinteren stod man op kl. 06:30 og arbejdede 9,5 timer. Om vinteren skulle temperaturen holdes mellem 10 og 14 grader. Varmestuerne kunne dog blive varmet ekstra op, for at lokke lemmerne ind til arbejdet.
Ved at arbejde kunne lemmerne tjene lidt ekstra skillinger, der kunne bruges, når der var udgang. Jo mere man arbejdede, desto mere tjente man. Fattiggårdens indretning og arbejdsmetoder var direkte inspireret af fabrikkerne, og man satsede på at opdrage de indlagte til at forstå, at arbejde var en nødvendighed og at det betalte sig. Fattiggården skulle være så selvforsynende som muligt. Der var svinestald, store køkkenhaver og masser af arbejdskraft. Der blev hugget brænde, slået skærver og vævet utallige kokosmåtter der kunne sælges og understøtte driften.
Byrådet håbede, at tvangsarbejdet ville bidrage til Fattiggårdens økonomi og måske endda gøre det til en forretning, som Svendborg Kommune kunne tjene penge på. Stedet var dog altid en underskudsforretning. Kun i ét enkelt år lykkedes det at skabe overskud – på 988 kroner.
Regler er til for at blive brudt
De mange regler blev ikke altid fulgt til punkt og prikke. Den totalt regulerede tilværelse de indlagte levede, blev forsødet af små eller store brud på reglerne. I fattiginspektionens protokoller nedskrev inspektøren regelbrud efter regelbrud.
Det hyppigste regelbrud var indtag af alkohol og fuldskab. Nogle gange blev lemmerne lejet ud til arbejde udenfor murene, og flere udnyttede chancen til at drikke deres lommepenge op. I et enkelt år, er det noteret i inspektørens protokol 156 gange at en eller anden ”er kommet beskjenket hjem”. Flere forsøgte også at smugle alkoholen med ind på Fattiggården, så man var nødt til at indføre kropsvisitering.
Samme år blev der noteret flugtforsøg og udeblivelse fra arbejdet 67 gange, 28 gange straffes en indsat for ufred, vold eller ”griseri” og 2 gange for tiggeri.
Det var ikke alle der fandt sig i indespærringen. Christian W. forsøgte den 13. juli 1881, at lave en slynge og en jernkølle som han kunne bruge på Opsynsmanden, men han blev opdaget og smidt i Cellen.
Bund solid kost
Maden varierede med årstiderne ligesom arbejdet. 11 timers arbejde på en varm sommerdag krævede 4 store måltider, mens man om vinteren fik 3 måltider til 9,5 timers arbejde.
Kosten var sat fuldstændigt i system, så man fik det samme fra uge til uge. Derfor kan man i dag læse kostplanerne og undersøge, hvilken mad fattiglemmerne fik. Det var bestemt ikke dårlig mad. Faktisk viser optællinger, at lemmerne fik op til 3300 kalorier om dagen – meget mere end en voksen mand bliver anbefalet at indtage om dagen. Hvis man sammenligner med den kost daglejere og andre arbejdere spiste uden for Fattiggårdens mure, så har lemmerne fået bedre mad end dem. Nu var det ikke sådan at indsatte fattige blev fedet op. De forbrændte langt det meste gennem arbejdet.
Det drejer sig dog ikke om gourmetmad. Det har været robust kost, der skulle holde arbejderne kørende frem for at være en gastronomisk nydelse. Usædvanlige begivenheder blev belønnet med luksusmad, fx fik lemmerne i anledning af Christian den 10.’s første fødselsdag som konge i 1912, ”Extrabespisning med rød Sagosuppe og Fedekalvesteg og Paalæg på Aftensmaden med Snaps”. Pålæg på brødet var så usædvanligt, at det skulle skrives ind i protokollen.
Når pålæg og eftermiddagskaffe var så store lyspunkter, var det også en endnu større straf, når kaffen eller pålægget blev taget fra de indlagte, hvis de havde brudt reglerne. Fra 1913 og til 1932 udleveredes der til eftermiddagsmaden 3 stykker pålæg til hvert fattiglem. Vilkårene blev gradvist bedre og bedre.