GRÆNSELAND – FAABORG ARRESTS HISTORIE
For de udømte er arresten et grænseland, hvor de afventer dom og efterforskning. For andre, de dømte, er arresten et sted man afsoner sin straf. At arresten skal huse begge grupper gør den til en speciel størrelse.
For den endnu ikke dømte, er man uskyldig til andet er bevist. Derfor er arresthusene indrettet til at huse mistænkte, men endnu ikke dømte personer – så de skal ikke lide overlast.
For den skyldige, er der andre krav. Ofte er det kriminelle med kortere straffe, der afsoner i arrester. Men vilkårene er de samme som et fængsel. Du skal genopdrages, resocialiseres og udstå din straf under humane vilkår.
Men sådan har det ikke altid været. Hvis man var mistænkt eller dømt i 1700- og 1800-tallet havde de fleste danske rådhuse et par huller, hvor mistænkte kunne tilbringe ventetiden inden dommen, mens rotter løb om fødderne og fugten løb ned af de klamme mure. Arresthuset i Faaborg fortæller historien om udviklingen fra hul til arrest, og om udviklingen i straf og ret.
Faaborgs fængselshuller
Arresthuset i Faaborg ligger op til det centrale torv i byen og er en tilbygning til det gamle Faaborg Rådhus fra 1840. Før det nuværende arresthus blev bygget til på bagsiden af rådhuset i 1929, havde arresten befundet sig inde i selve rådhuset, i to små fangehuller i kælderen. I princippet indeholdt rådhuset i Faaborg både byens udøvende og dømmende magt.
Faaborg har siden middelalderen haft egen arrest, hægter eller fængselshuller knyttet til Rådhuset. Vilkårene var ofte særdeles usle for de indsatte, som skulle tilbringe ubestemt tid i de sorte huller. Pladsen var for trang og antallet af celler meget få.
I løbet af oplysningstiden ændrede synet på den kriminelle sig og man fik en stor reform i 1793, der fastslog at man er uskyldig til andet er bevist. Derfor skulle man ikke lide i arresten. Det stillede store krav til udformning og plads, men uheldigvis blev reformen ikke gennemført særlig godt – så de fleste danske arrester ændrede sig overhovedet ikke.
Advokaten C.N. David undersøgte i 1817 de danske arrester, med henblik på at fastslå, om der var behov for reformer. Der var i alt 9 celler i rådhuset anno 1817: to kælderceller, to finkebure (til lettere kriminelle), tre “aflukker” samt en gang og to civilarrester på loftet. Man skulle jo kunne adskille forbryderne efter grad, så gode borgere ikke blev blandet sammen med pak.
Om hullerne i Faaborg Rådhus skrev David: “Her er to fængsler eller rettere sagt huller til fangers indespærring og opbevaring med stengulv og jordvægge, hvori store sten sadde temmelig nær ved hinanden. Disse sten vare så fugtige, at hånden blev klam ved at røre på dem. Fængslerne er uden lysning, og det er vanskeligt at sige, hvorfra de erholde den luft, som de indespærrede skulle indånde.”
For David var den anklagede uskyldig indtil andet blev bevist, og han fortsatte derfor sin beretning med at foreslå, at man tilintetgjorde hullerne og fjernede de jernbeslåede døre og på den måde sikre, at forordningen af 1793 “ikke her kunne blive overtrådt på en oprørende måde.”
Selvom David råbte højt blev der dog ikke ændret meget. En anden reformator, Frederik von Bülow kunne næsten bruge samme ordvalg om de danske arrester i 1838.
Forholdene i Faaborg rådhus blev værre med tiden, idet behovet for celler voksede. Da diskussionen stod højest for og imod at bygge et nyt rådhus i midten af 1830erne, var det en god hjælp for tilhængerne af et nybyggeri, at der i løbet af sommeren 1835 – i tre små celler – blev sammenstuvet op til 25 arrestanter, der i den varme og fugtige kælder ofte blev syge. Man vedtog derfor at bygge et nyt rådhus som skulle stå færdigt i 1840 og indeholde nye celler til arrestanter.
Uheldigvis for Faaborg, så fastlagde staten i 1842 nye regler for de danske arrester. Man ville nu for alvor sikre at 1793 blev gennemført, og fastlagde derfor, hvor store cellerne i de enkelte rådhuse skulle være. De krav kunne Faaborgs spritnye rådhus ikke leve op til – kun to år efter opførelsen.
Man fastsatte nøjagtige grænser for størrelsen på cellerne, og Faaborgs nye arrest lå på den forkerte side af alle grænserne. Fællescellerne var på hhv. 1000 kubikfod og 1166 kubikfod (de skulle være på mindst 2000 kubikfod). Enkeltcellerne var på hhv. 663, 790 og tre på hver 922 kubikfod (de skulle være på mindst 7 á 800 kubikfod). På baggrund heraf blev de helt nye celler fra 1840 beskrevet som ”ureglementerede” men ”brugelige” – ikke just topkarakter. Alligevel overlevede rådhuset med arrestdelen helt frem til 1929 hvor byen kunne åbne et splinternyt arresthus som en tilbygning på det gamle rådhus. Man havde hverken råd eller lyst til at bygge nyt indtil da.
Selve rådhuset ligger stadigvæk på torvet i Faaborg, men fængselsdelen er fuldstændigt fjernet og erstattet af den nybyggede arrest fra 1929.
Den nye arrest fra 1929
Den 8. august 1928 vedtog Faaborg Byråd at udvide og ombygge rådhuset. Året efter, den 17. januar 1929, flyttede retslokalerne midlertidigt ind i Klostergade 41, og fangerne blev flyttet. Den 15. august 1930 afleveredes det ombyggede rådhus til amt og by.
Da Faaborg Arrest blev åbnet indeholdt den 2 detentioner, 7 enkeltmandsceller og en tremandscelle, et vagtrum, et arrestforvarerkontor, et magasinrum, og i stueetagen et visitationsrum med aflusningskedel, baderum og et toilet på hver etage, samt et køkken til arresten og en arrestgård. I kælderen var vaskerum, fyrrum og lagerrum.
For enden af arrestgangen på første sal lå arrestforvarerens bolig, hvor soveværelset havde observationsglas til arrestgangen og en stue ud til torvet. I stueetagen lå en spisestue til arrestforvarerens familie samt to værelser på tørreloftet.
Arrestforvareren var den daglige leder af arresthuset, og han boede for enden af arrestgangen på 1. sal. Bopælspligten for arrestforvareren i Faaborg ophørte først i 1982.
Fra meget gammel tid var det dog stedets politimester, der bestyrede arresthusene og ikke arrestforvareren. Dette blev fastslået ved reglementet af 1846, ved retsplejeloven af 1916 og ligeledes ved overgangen til staten i 1938. Ordenspolitiet boede også i rådhuset indtil bygningen af det nye rådhus i starten af 70’erne.
Staten overtager – og lukker og slukker
I oktober 1938 overtog staten Faaborg Arrest i forbindelse med den nye fængselslov, hvor staten fik ansvaret for de i alt 87 kommunale arresthuse, samt Vestre fængsel med arresten på Nytorv og Politigårdens arrest. Efter statens overtagelse startede en rationaliseringsbevægelse over hele landet, hvor antallet af arrester blev skåret ned og der blev effektiviseret. Belægningsprocenten var på dette tidspunkt under 50 %, og staten havde længe ønsket at overtage arrestvæsenet for at effektivisere det.
Det var staten, der var inde og pille ved nogle af de ældste traditioner i arrestvæsnet. Arrestforvareren havde i de fleste arrester stået for forplejningen. Han havde købt maden og arrestforvarerkonen tilberedt den. Ideen var, at jo billigere arrestforvareren kunne gøre det, jo flere penge blev der tilovers til ham selv.
I perioden 1957-1964 blev der gennemført en nyordning om bespisningen ved landets 23 største arresthuse (der havde 70% af samtlige arresthusfanger) – nu købte staten ind uden at skulle igennem arrestforvarerne. I Faaborg overgik maden til statens regning i 1976, på landsplan overgik de sidste arresthuses kostforplejning til staten i 1980.
I 70’erne ændrede rådhusets vilkår sig meget. Den 24. marts 1971 holdt Faaborg Byråd det sidste møde i den gamle rådhussal, og politistationen flyttede ud af rådhuset i 1974, ligesom kriminalpolitiet flyttede kort tid efter. Herefter blev det gamle rådhus fra 1839 brugt til arresthus frem til 1989, mens byrettens lejemål på retssal og omliggende kontorer varede frem til år 2000. Indenfor de sidste 40 år er en mange hundredårig tradition dermed stoppet.
Ved nedlæggelsen af arresten i 1989 var personalet på 11 mand som skulle passe 10 fanger (plus detentionen). Årsagen til nedlæggelsen var, som man kan regne ud, at det ikke var rentabelt at lade den fortsætte.