FORBRYDERBILLEDETS HISTORIE
Fotografiet var et afgørende nybrud i politiets arbejde med kontrol og efterforskning. Med et enkelt klik kunne man fryse en person fast, og skabe sikker identifikation af forbrydere. Fotografiet var mileskridt bedre end de tegninger og upræcise beskrivelser man tidligere havde brugt ved efterforskninger.
Man kunne med fotografiet i hånd genkende særligt farlige individer på tværs af politidistrikter og landegrænser. Den sikre genkendelse var ny – tidligere tilførte man forbrydere sår eller brændemærker, for at kunne genkende dem – det behøvedes ikke længere. Den udbredte brug af forbryderbilledet fortæller om overvågningssamfundets allerførste babyskridt.
Det ældste danske forbryderbillede er fra 1851, hvor handskemager og bandeleder Hans Jacob Mortensen sidder nervøst foran fotografen. Den berygtede forbryderbande han var leder af, blev kun optrevlet fordi politiet havde investeret i fotografier af Mortensen og hans medsammensvorne. Med de nye fotografier i hånden kunne politiet overbevise folk og vidner om, at Mortensen var pågrebet, og at der kunne aflægges forklaring uden frygt for gengældelse. Allerede fra første sag beviste fotografiet sit værd.
Der skulle dog en ændring i straffeloven til, før fotografiet bredte sig til resten af landet. Den nye straffelov fra 1866 drejede straffene væk fra lemlæstelse og skamstraffe hen imod genopdragelse og frihedsberøvelse i fængsler. Det var afgørende for fængselsopholdets længde om man var tidligere straffet eller ustraffet, og identifikation blev endnu vigtigere. Mange hærdede kriminelle forsøgte at udgive sig for at være førstegangsforbrydere for at slippe billigere, og allerede fra 1867 efterlyste man systematisk personer i hele landet ved hjælp af fotografier.
Den medfødte kriminalitet
Forbryderbilledet åbnede helt nye muligheder også på andre fronter. Med tusindvis af billeder til rådighed, begyndte man at systematisere og lede efter fællestræk. Efterhånden udviklede politiet en teori om, at al kriminalitet var medfødt og gav sig udslag i helt bestemte ansigtstræk og kropsbygninger.
Darwins teori om evolutionen blev benyttet til at forklare forbrydernes handlinger. De kriminelle var simpelthen trådt et skridt tilbage på udviklingsstigen og deres ansigter havde tunge abelignende træk. Store kæber, små hjerner, voldsom behåring og lav pande var tegn på kriminelle tilbøjeligheder.
Til hjælp for opmålingen blev det moderne forbryderfotografi opfundet. Franskmanden Alphonse Bertillon, der havde været med til at opmåle forbryderkranier i Paris, var ophavsmanden til det klassiske mug shot, der viste forbryderen både forfra og i profil. På den måde kunne man bedst studere ansigtstrækkene.
Hvem ser man?
Når man bladrer igennem de gamle fotoalbum, er man ansigt til ansigt med fortidens forbrydere på bunden af samfundet. De, der ellers aldrig ville have haft råd til at blive fotograferet, blev foreviget på et utal af forskellige måder.
I starten brugte politiet private fotostudier, men efterhånden blev der indkøbt eget udstyr. Ofte møder man forbryderen i en akavet situation og i fornemme omgivelser, der står i stærk kontrast til den portrætteredes ofte forhutlede udseende. Nogle står med selvsikre miner og ansigtet i de rette folder, mens andre skuler vredt af fotografen. Tvangen i opstillingen lyser igennem.
Det var ikke samtlige anholdte, der blev fotograferet. Der skulle særligt graverende omstændigheder til, før man kunne blive beæret med et portræt. Lokale småforbrydere var kun kvalificerede til at blive portrætteret, hvis politiet var overbevist om, at de ikke ville ændre sig.