ANONYM OPSYNSMAND
I sine erindringer fra 1967 fortæller en ældre og anonym opsynsmand, hvordan det var at starte som ny opsynsmand 1. maj 1910, og hvilken hverdag, der mødte ham på Anstalten.
Som opsynsmand i 1910, boede opsynsfolkene sammen med patienterne på stuerne. De spiste sammen med dem, og havde kun meget få timer for sig selv. Arbejdsdagen startede kl. 6 og sluttede kl. 20, og nattegn kunne man få til kl. 23 – maksimalt til kl. 24. Det var heller ikke en familie, der skulle passes – for opsynsfolkene var der påbudt cølibat, men det gjorde ikke så meget, mente opsynsmanden, da “lønningerne ikke indbød til at stifte eget hjem”. Som nyansat opsynsmand lå lønnen på 25 kr. pr. måned.
Opsynsmanden blev ansat tidsnok til at opleve klasseinddelingen på stuerne, men det gjorde ikke den store forskel for patienterne: “Den eneste forskel var, at de havde eget tøj og så hørte der en særlig kost til; de spiste ikke sammen med de andre patienter”.
En opdeling af patienterne, der chokerede den unge opsynsmand mere, var adskillelsen af rolig og urolige elementer. Alle sengestuer havde cellegange, hvor møblementet var muret fast til væggen, og hvor de aggressive patienter kunne køle af. De urolige var ofte urenlige, og flere steder i sine erindringer vender opsynsmanden tilbage til konsekvenserne af det. De mest urolige havde specialkonstruerede senge med faste rammer, hvor urenlighederne kunne sive ned i en særlig aflåst boks under sengen. På “lortestuen” holdt de mest urolige patienter til.
Opholdsstuerne havde stole, hvor patienterne kunne spændes fast og malerierne var malet direkte på væggene. Ingen skarpe kanter eller fritliggende genstande var tilladt.
Da plejerloven af 1911 blev sat i værk betød det store ændringer for opsynsfolkene, der nu – efter et halvt års uddannelse og en eksamen – kunne kalde sig plejere. De fik eget værelse med kakkelovn, og egen spisestue. Man følte sig efterhånden som “nogenlunde frie mennesker”.
Trods forbedringerne i uddannelse og levestandard, forblev den anonyme herre ganske pessimistisk på helbredelsens vegne. Han havde set mange syge patienter henslæbe livet bag murene – uden noget håb for at komme ud: ”når en patient var havnet på det, vi kaldte de kronske afdelinger, så var det næsten ensbetydende med, at det var for livstid”. Selvom lægerne troede på helbredelse, mente opsynsmanden at det dengang han startede ”gjaldt (…) om at få de syge anbragt et sted, hvor de ikke var til gene for omgivelserne”.
Opsynsmanden mente dog, at der var sket store fremskridt i lægevidenskaben. I hans tid havde man kun få medikamenter og varme bade til at klare de urolige patienter, i 1967, hvor erindringerne er nedskrevet, havde man både elektrochok, det hvide snit og mere avanceret psykofarmaka.
Læs mere om hverdagen på hospitalet her.