ANSAT I ARRESTEN
Arrestforvareren var den mest centrale ansat i arresten, og i en lang årrække den eneste. Han stod under politimesteren, og skulle med sin kones hjælp bestyre arresten, som parret også boede i. Fra arrestforvarerens soveværelse kunne cellegangen overvåges, og der var bopælspligt helt til 1982. På denne måde videreførte man i Faaborg en flere end hundredårgammel tradition, hvor arrestforvareren personligt tog sig af fangerne og boede op og ned af dem. I reglementet fra 1846 står der direkte, at arrestforvareren kun måtte opholde sig ude om natten med særlig tilladelse og ikke måtte have gæster efter kl. 10.
Bopælspligten bestod selvom der i 1929 kom en helt ny tilbygning på rådhuset med et moderne arresthus med plads til 10 fanger og med 2 detentioner.
Arrestforvareren klarede jobbet næsten på egen hånd, og fik først i 50’erne en medhjælper. Indtil da, havde han passet stedet alene sammen med sin berygtede køter: ”en kæmpehund, som han tog med sig, når han gik ind om natten. Den var en værre satan og den bed, når han slap den.”, fortæller en senere medhjælper.
Medhjælperen har fortalt, at når arrestforvarerparret skulle til kortaftener i Faaborg, så passede deres tjenestepige arresten. Først i 1962 kom endnu en medhjælper til, så staben var oppe på 2. Efter ombygningen i 80’erne kom arresten op på 11 ansatte der skulle passe på 12 indsatte. Det gennemsnitlige daglige belæg var noget mindre (i 1987 var det på 8), så der har været flere ansatte end indsatte. De har dog ikke været på arbejde samtidig, da de var døgnvagter.
Samarbejdet med politiet
Arresten og politikontoret delte bygning op til 1970’erne. Ligesom arresten var politistationen også ganske lille, og om aftenen var politibetjentene alene på vagt. Når politibetjenten skulle ud på en opgave, var det telefondamerne på den nærliggende telefoncentral, som passede politiets telefon og tog imod anmeldelser.
Stationslederen og arrestforvareren havde den stiltiende overenskomst, at den ordensbetjent som havde vagten på politistationen, skulle gå over i arresten klokken 20, og hjælpe til. En ordensbetjent som startede i Faaborg i 1943 fortalte: “så skulle vi derover og slå sengene ned, det var sådan op i en væg med en lås og de kan ikke ligge ned når det passer dem, og så skulle vi tage deres madhistorie ud, deres tallerkener og gafler, og sætte det udenfor og lukke”.
De skulle også tage fangernes tøj og sko og lægge det ude på gangen, hvilket var en foranstaltning mod flugt, som fungerede i Faaborg Arrest frem til 1970. Værktøj skulle fjernes fra cellen, og tøjet skulle gennemgås for hemmelige skjulesteder.
Betjentene hjalp til, når nye fanger skulle sættes ind i detentionen. Meget ofte var det medgørlige sprittere, så selve processen var ikke så krævende. Men det kunne rengøringen sagtens være. De ekstremt berusede blev lagt på en madras af voksdug, der blev spulet om morgen. Det var ikke de bedste tæpper folk fik, når de alligevel skulle ligge og søle dem til. Rengøringen af de bræk- og urinfyldte detentionsceller foregik med vandslange, men der blev ikke vasket mellem hver indsat, så stanken kunne være meget gennemtrængende.
Magt
Underbemandede som de var, var arrestforvareren og betjentene afhængige af, at indsættelsen af en ny fange forløb som roligt som muligt. Hvis en fange gjorde modstand kunne de pacificere ham, men som en gammel politibetjent (ansat i 1940’erne) understreger: “Det var meget sjældent vi gjorde det. Det var grusomt besværligt. Tænke sig at skulle pacificere en der fægter med arme og ben, det var helt umuligt, når man er alene. Senere var vi så to”. De brugte ikke spændetrøje, men havde et bredt læderbælte med to stropper som man kunne spænde armene ind til kroppen med. Heldigvis var det ikke alle fanger, der havde behov for den behandling.
Medhjælperne og betjentene var ikke altid uden skyld, hvis en situation eskalerede. De kunne stresse fanger, de ikke kunne lide, eller udnytte deres position til at markere sig. Frække fanger kunne blive udsat for toilettricket. Politibetjenten beretter: ” I toilettet der ved siden af detentionen, der sidder en lille rude. I gamle dage der var snoretrækket til toilettet, det gik derud igennem og så skulle vi trække udefra. Når der så var nogle der var rigtigt frække … de skulle på toilettet … så trak vi sommetider før de var færdige og det var jo uskadeligt.” Arresten var indrettet på den måde, for at fangens afføring kunne blive undersøgt for smuglervarer.
Maden
Arrestforvarerkonen stod for madlavningen, og fordi Faaborg var så småt et sted, fik fangerne hjemmelavet mad. Marie, der var gift med Marius Hansen, skulle have været særlig ferm i et køkken.
Det smarte for arrestforvarerparret var, at de havde madlavningen i entreprise. Staten afsatte dermed et fast beløb til mad per fange, og hvis konen kunne lave den påkrævede mad billigere end det takserede beløb – så gik overskuddet direkte ned i egne lommer. Denne praksis stoppede først i 1976, da kostudgifterne overgik direkte til staten.
Det sidste arrestforvarerpar, der arbejde 1983-1989, skulle stadig selv tilberede maden. Da de startede, havde arrestforvarerkonen, ”ikke andet at gå efter end den mad jeg selv lavede, jeg ville lave det på samme måde … Jeg sendte ikke noget ind som jeg ikke selv kunne spise”.
Der blev lagt mange kræfter i at lave en varieret kostplan i Faaborg, “Det var et helvedes hus sommetider at sidde og lave de der kostplaner”, fortalte en arrestforvarer fra 1970’erne. Fangerne skulle have fisk en gang om ugen, og så og så mange kødretter og han tilføjer: “Det var et puslespil”. Der var fastsatte krav for, hvilken mad de indsatte skulle have. Hvor meget rugbrød, hvor meget smør og pålæg, samt at de skulle have fisk en gang ugentligt. For nogle var det bedre mad end de var vant til at få, så der blev lukket folk ud efter et arrestophold væsentlig tungere end da de kom.
Alle ingredienser skulle vejes af før tilberedning, en bøf skulle f.eks. veje 125 gr. i rå tilstand, i sammenkogte retter var der 100gr kød pr fange. “Et stykke rugbrød skulle egentlig veje 40 gr., men det gik vi nu ikke så højt op i, for der var en stak rugbrød med ind, det kunne de bare tage af, og kartoflerne dem var der ingen begrænsninger på,” fortalte den sidste arrestforvarer og tilføjede at bagsiden var, at “Omkostningerne var alt for store. Kostprisen i Faaborg var 125 kr., andre steder var den 55 eller 60 kr. Den var alt for dyr i drift.”