FRA ANSTALT TIL HOSPITAL
Før asyltiden
Frem til 1700-tallet troede mange, at sindssygdom var Guds Straf, eller at den sindssyge var blevet besat af djævle. Man brugte ikke ordet sygdom, men kaldte i stedet de sindssyge for gale, vanvittige, afsindige eller rasende – og de kunne ikke hjælpes. De var farlige og blev holdt indespærret på tidlige fattiggårde eller i dårekister, små celler beregnet til opbevaring af sindssyge. Ansvaret for de sindssyge blev pålagt pårørende og lokalsamfundet.
I oplysningstiden i 1700-tallet forsøgte den nye fornuftbetonede filosofi at forklare galskaben ud fra observationer af den syges omgivelser, opførsel, miljø og historie. Man kunne endnu ikke hjælpe den syge, men forsøgte at forklare og forstå tilstanden ud fra det man kunne se hos den gale. En teori var, at overtryk i hjernen var skyld i den gales afsporede opførsel. Derfor forsøgte man at skære huller i kraniet så trykket kunne slippe ud.
Andre så forbindelser mellem umoralsk livsførelse og galskab. Derfor forsøgte man målrettet at nedbryde patienterne, der herefter skulle vænnes til lydighed. Midlerne var ydmygelser, badekure, sultekure og trædemøller. Galskab var en synd der skulle fordrives, så den syge kunne genrejses.
Men fra midten af 1800-tallet blev sindssygdom – i lyset af udviklingen af lægevidenskaben -anset som en sygdom, der kunne helbredes. Det er fra denne periode navnet sindssyg stammer, da det først er her, man reelt anser det som en sygdom, og ikke blot som en uforklarlig tilstand.
Lægerne argumenterede for, at de sindssyge skulle behandles professionelt på hospitaler, frem for at blive gemt væk eller låst inde. De sindssyge blev adskilt fra de åndssvage, og over hele landet gik byggerier af store sindssygehospitaler (også kaldet asyler) i gang. Der blev bygget asyler ved Århus i 1852, Vordingborg i 1858 og Viborg i 1877. I 1884 overgik ansvaret for de sindssyge fra kommunerne til staten. Derfor var det staten, som byggede Middelfart Sindssygeanstalt, der stod færdigt i 1888.
Asylet
Alle de asyler, der blev bygget midt i 1800-tallet er placeret i naturskønne områder. Man anså de smukke omgivelser og den regelfyldte hverdag for en del af helbredelsen. Sindssygehospitalet i Middelfart ligger smukt ned til Fænøsund, og er en hel lille by i byen, med eget vand og gasværk. Området var indhegnet og de indlagte blev holdt adskilt fra almindelige mennesker.
De indlagte mænd og kvinder blev også holdt adskilt. Den østlige del af anlægget var til kvinderne, mens den vestlige var forbeholdt mændene. Midt i området lå administrationen og fællesfaciliteterne, som en lille kirke og prangende festsal. Sindssygehospitalet havde endda eget køkken, maskinhus, vaskeri og kirke med tilhørende kirkegård. Kirkegården virkede helt frem til 1974, men er nu væk. Kapellet havde også dissekationsstuen, hvor man undersøgte de døde og i mange tilfælde fjernede hjernen på dem, for at undersøge den nærmere – uden at spørge de pårørende. 9479 hjerner fik Direktoratet for Statens Sindssygehospitaler samlet sammen inden man stoppede indsamlingen i 1982.
Asylet var stort og monumentalt. Det var bygget til at kunne rumme 400 patienter, men blev allerede i 1896 udvidet til at rumme 700 patienter.
Nede ved vandet lå kurhusene, hvor de nyankomne blev anbragt. Her forsøgte man at helbrede og diagnosticere patienterne i rolige og fredfyldte omgivelser. Fra kurhusene kunne man enten blive helbredt og sendt hjem – eller komme længere ind systemet. De kronisk syge blev behandlet og opbevaret i plejestiftelserne.
De syge var ikke ens. Udover skellet mellem mand og kvinde, akut og kronisk, opererede man også med klasseskel. Man kunne blive opdelt efter sin sociale rang, og indlagt på 1., 2. Eller 3. klasse. Specielt 3. forplejningsklasse og afd. for urenlige og urolige var overbelastede. Opdelingen i klasser varede indtil 30’erne, og viser, at selvom asylet var en by i byen, så afspejlede den normerne udenfor murerne.
Da Sindssygeanstalten blev bygget bestod ledelsen af en direktion, hvor Overlægen sad sammen med en repræsentant fra Middelfart og en fra oplandet. På den måde sikrede man et godt sammenspil mellem hospital og lokalsamfundet. Mange købmænd og virksomheder leverede varer til hospitalet, der var med til skabe arbejdspladser. Det lokale islæt forsvandt, da det danske sindssygevæsen flyttede fra justits- til indenrigsministeriet i 1921. Den nye leder havde en klar sparedagsorden, og hospitalet blev derfor gradvist nedslidt.
Det er interessant, at hospitalet i løbet af sit virke skiftede navn ad flere omgange. Ved åbningen i 1888 hed hospitalet Sindssygeanstalten ved Middelfart, i 1911 skiftede det navn til Sindssygehospitalet i Middelfart. Fra 1959 gik stedet under navnet Statshospitalet, og da amterne overtog området i 1976 blev navnet Middelfart Sygehus, Psykiatrisk Afdeling. Navneforandringen fra anstalt til hospital viser, hvordan holdningerne til patienternes helbredelse skifter, samtidig med at de administrative skift (fra stat til amt) også viser sig i navnet.
Selvom de ydre rammer stadig stod som ved åbningen, ændrede behandlingen bag murene sig drastisk da hospitalet løbende tilpassede sig nye dagsordener fra 1888 til 1999. Da medicinen, som bruges til behandling af psykiske lidelser, psykofarmaka, slog igennem i 1970’erne blev flere og flere patienter i stand til at klare sig selv. Det blev mere og mere velset, at psykisk syge kunne bo i eget hjem og distriktspsykiatrien blev styrket. Asylerne repræsenterede en centraliseringstanke, mens distriktspsykiatrien repræsenterede en decentral tilgang, hvor man prioriterede behandling i patientens lokalsamfund frem for indlæggelse på et hospital. De sengepladser der blev bibeholdt var meget færre.
I 1999 lukker det gamle hospital, of Psykiatrisk Afdeling flytter fra det gamle sindssygehospital til nye bygninger andetsteds. Asylet var blevet overhalet indenom af udviklingen i psykiatrien.