ANSAT PÅ FATTIGGÅRDEN
Den tætte daglige kontakt med lemmerne var i Opsynsmandens hænder. Han var ansvarlig for ”at alle for Anstalten gjældende Bestemmelser efterleves og overholdes, samt at Enhver skeer sin Ret og gjør sin Pligt” som det hedder i Reglementet fra 1872.
For at sikre at Opsynsmanden gjorde sit ypperste, havde man lavet en ”gulerods-ordning”, hvor Opsynsmanden blev belønnet, hvis lemmerne arbejdede hårdt, og der blev produceret meget. Af de første 600 rigsdaler som salget af lemmernes produkter bragte ind, fik opsynsmanden 15 %. Hvad produkterne indbragte derover, fik han 10 % af.
Derudover havde Opsynsmanden (og Opsynskonen) ansvaret for madlavningen, som de havde i entreprise. Det vil sige, at lemmerne var takseret til et vist beløb for mad pr. dag. Hvis opsynsparret så kunne klare at brødføde alle lemmerne billigere, end de penge de fik tildelt – så røg overskuddet i egne lommer. På den måde skabte man en struktur, der skulle få Opsynsmanden til at holde et stramt hus, og motivere ham til at presse lemmerne hårdt.
Det var dog ikke arbejde og regnskaber det hele. Der indgik også omsorg i Reglementet. Det drejer sig om målrettet omsorg, der skulle afstemmes efter hvem modtageren var. Fattiglemmerne, de uværdige, skulle behandles med bestemthed og alvor, medens de indlagte på forsørgelsesanstalten, de værdige, skulle omgås med mere humanitet.
Det smarte, ved at ansætte et ægtepar, fremfor kun en Opsynsmand, var, at konen også kunne tage sig af de kvindelige indlagte: ”Hun skal undersøge de Fruentimmer, der komme til eller gaae ud af Gaarden, og i det Hele taget paatage sig alle de Gjerninger ved Fruentimmerne paa Anstalten, som Velanstændigheden forlanger udførte af en Kvinde”.
Opsynsparret fik kost og logi med i lønnen, men til gengæld havde de også bopælspligt på Fattiggården. De kunne ikke bare forlade den når de ville, og de skulle søge om lov, hvis de ville være ude om aftenen.
Hvor Opsynsmanden havde den daglige kontakt og sørgede for, at stedet løb rundt, så havde Fattiginspektøren en mere overordnet stilling, og nød visse privilegier. Inspektøren havde egen prydhave, med store træer og hyggelig romantisk stensætning, lige ved siden den køkkenhave, hvor fattiglemmerne dyrkede grønkål og rabarber til Fattiggårdens køkken.
Fattiginspektøren havde baggrund i enten militæret eller politiet, så han kunne disciplinere de fattige. I artiklen om Frederik Hallas, der var fattiginspektør fra 1869-1882, kan du læse om den første inspektør.